BULIMIA

Oftest bliver jeg mødt med fordomme omkring psykiske sygdomme. Det er et tabu. Men jeg valgte at stå frem med mine problmer, for at undgå rygter. Men nu, fortryder jeg inderligt mit valg. Folk peger fingrer af mig og der bliver hvisket højlydt bag min ryg. Som om jeg ikke kan hører dem. 

De gør mig mere syg end jeg er. Og det er lige nøjagtigt dér det er meget svært at holde hovedet højt. For jeg kan sige af egen erfaring, at det jeg ønsket allermest her i verden er, at være ganske skide normal og kedelig. Lige som dem. Jeg gider ikke at være speciel. Men problemet er jo bare, at mit problem bliver gjort til en selv, så jeg bliver speciel på den forkerte måde.
 Oftest bliver jeg sat ind i sådan en boks:" Hende med spiseforstyrrelsen." Det er som om at de siger, at jeg er spiseforstyrrelsen. Den er mit stempel. Men det er bare så forkert, for jeg er egentlig bare en pige med et problem. Jeg er ikke selv mit problem. Men det gør de mig til. Så det er så pokkers svært at blive normal, når nogen som dem eksisterer. Det er så pokkers svært at komme videre, når de ikke lader mig komme videre.

Helena